Gudrun Steen-Andersen

Det Bærende Element.

Det Bærende Element.

Magt / afmagt, det nye menneske / det uddøende menneske, altings leg med alting samt tankens og fantasiens evne til at forestille sig det umulige og materialisere det, er nogle af de temaer, Gudrun Steen-Andersen berører i sin skulptur-cyklus De Profundis. Det er sindbilleder hentet fra menneskets flertydigede dyb, som præges af, at vores historie har spaltet sig i to linier, naturhistorien og kulturhistorien, der har fjernet sig stadig længere fra hinanden.

Det Bærende Element er et andet karakteristisk værk – en menneskesøjle, bestilt af og opstillet på AMU-Center Midtjylland i Aarhus.
Nogle vil sikkert undre sig over, hvad en nøgen mand i rustfrit stål oversået med møtrikker bestiller i foyeren til et uddannelsescenter for specialarbejdere. “Det er såmænd enkelt nok: Det handler om uddannelse i beherskelse af redskaber,” lød forklaringen i indvielsestalen:
“Menneskets beherskelse af redskabet er jo netop det bærende element og forudsætningen for al udvikling. Sådan opstod ideen. Manden er symbolet menneske og møtrikken er symbolet redskab.”

Om sin kunstneriske stil fortæller Gudrun Steen-Andersen:
“I den figurative abstraktion søger jeg intervallets fylde – rummet mellem det antydede og betragtningens spontane fuldbyrdelse. Ligeledes bruger jeg det figurative som medie for abstrakt komposition.”

Hendes portrætbuster er derimod en mere bunden opgave. Hun finder en ekstra dimension i forhold til det malede portræt – ikke blot i ligefrem, men også i overført betydning:
“Når man arbejder fra alle sider, arbejder man med mange facetter samtidig. Derved kan man fange og fastholde flere udtryk i en helhed.”
Resultatet er det tredimensionelle portræt.

Ellekreds i De Profundis

“Jeg lægger vægt på portrætligheden – at give modellen, hvad modellens er. Mit personlige fingeraftryk ligger ikke i teksturen eller i en bestemt manieret måde at gribe det an på, men i afvejningen af de udtryk, der tilsammen danner personlighedens ydre kendetegn.”
Blandt hendes portrætværker finder man busten af Dronning Margrethe II på ARoS i Aarhus, busten af tidligere statsminister Poul Schlüter, der er opsat på både Christiansborg og i Tønder, og busten af tidligere borgmester Thorkild Simonsen ved Musikhuset Aarhus.

KONTAKT:
Mobil: 2195 3027
Mail: mail@gudrunsteenandersen.com
Web: www.gudrunsteenandersen.com

”Satellite”, 2016.