Erik Lemcke

Som skulptør stræber jeg efter at væve såvel det kvindelige som det mandlige ind i skulpturen og skabe en levende organisk form, hvadenten jeg arbejder i træ, granit, marmor, bronze, stentøjsler, eller fiberbeton.

Bell Tower 1 og 2 på Hollufgaard 2016. Fiberbeton, cement.

Tom Jørgensen fra Kunstavisen beskriver mine skulpturer på følgende måde:
“Betragter man en af hans skulpturer, lægger man straks mærke til, at der ingen skarpe kanter er. Hvad enten der er tale om en granit-, træ, bronze- eller marmorskulptur er formerne altid afrundede. Afrundede og afklarede. Følelsen af velvære breder sig i løbet af brøkdele af sekunder til hele kroppen. Vi slapper af og glæder os og begynder måske så småt at tænke på, hvorfor mon disse skulpturer har en så positiv indvirkning på vores psyke. Ved nærmere eftersyn konstaterer man, at de bløde, men alligevel spændstige former ligner de organiske fænomener, vi finder i naturen, såvel mikroskopisk som makroskopisk. Blomsterknopper, frugter, plantestængler, vanddråber eller de energistrømme, man finder i vindens bevægelser, når de tager fat i en bunke blade og fører dem dansende igennem luften i smukke elliptiske cirkler. Bevægelser, så naturlige som åndedrættet eller de atomare processer, som ligger til grund for alt lige fra det faste stofs opbygning til de partikler, der usynligt for øjet binder hele universet sammen.”

Selvom jeg elsker at stå med værktøjer og arbejde i hårde materialer som granit og marmor, oplever jeg mig mest skabende i det bløde materiale ler, som kan ændres og forvandles, indtil der opstår en fornemmelse af, at værket er afsluttet.

Når jeg arbejder med en skulptur i ler, sker det at mit hjerte fyldes med en stor kærlighed til skulpturen og til verden. Jeg får lov til at væve kærlighed ind i skulpturen, oplever at skulpturen er gennemvævet med kærlighed. Kærlighed til materialet. Kærlighed til det skabende. Kærlighed til det guddommelige og kærlighed til de mennesker som kommer til at røre ved skulpturen.

Jeg oplever, at det er mine hænder som skaber eller rettere, at det som vil skabes strømmer ud af mine hænder, som er det fysiske instrumentet. Når min sjæl er fyldt med stærke følelser som kærlighed, taknemmelighed eller smerte og sorg så sker det ofte at hænderne skaber af sig selv. At lave en skulptur er at lade ånden forme håndens kreativitet. Som kunstner har man et ansvar for bevidst at vælge hvilke kræfter og hvilken vej man vil gå og hvilken retning man vil repræsenterer i verden. Jeg vælger de helende og harmoniserende former.

Mit arbejde med kunst begyndte relativt sent i livet, selvom jeg altid har været fascineret af skulpturer. I 1994 mødte jeg en østrigsk skulptør som tilbød at give en introduktion til at skære organisk formede træskulpturer. Det var det som skulle til, for at jeg kom i gang.