Ølgods eget kunstneriske centrum

Rigmor Bek Pedersen kåres i Bryggeriet Ølgod til Ridder af Elefanten og modtager ordenen af Stinne Teglhus. Bagved til venstre ses den anden af udstillingens drivende kræfter, Henrik Voldmester.

Søren Schaarups åbningstale ved ferniseringen af Ølgod 2017:

”Langt fra centrum…” er titlen på årets skulpturudstilling her i Ølgod. En titel, der indirekte indikerer, at vi er langt fra et centrum, men ikke definerer hvilket centrum det er.
Er det kunstens, magtens og elitens centrum? Ja! Mon ikke vi vel alle associerer til en større by med udsigt over Øresund.
Herfra har politiske vismænd barslet med udflytning af væsentlige statsinstitutioner for at skabe liv i det såkaldte udkantsdanmark. Et operativt indgreb, som ikke har været nødvendigt her i Ølgod, der stadig overlever og atter i år formår at definere sit helt eget kunstneriske centrum på det skulpturelle Danmarkskort.

De mange skulpturer i byrummet her i Ølgod er ikke blot et fantastisk tilbud til borgere og besøgende om nye kunstneriske og sansemæssige oplevelser gennem godt fire måneder, men også en stor tillidserklæring til byen og borgerne, der i denne periode tager skulpturerne under deres beskyttende vinger. Stor tak for det.

At der kan være brug for beskyttelse og et vågent øje med værker i det offentlige rum har vi jo lige oplevet i Odense, hvor Ingvar Cronhammers store skulptur ”Camp fire” i bogstaveligste forstand gik op i røg, da en mand med en skærebrænder dissekerede den.
Heldigvis genskabes den nu.
Men det mest tankevækkende ved begivenheden er måske, at der skal noget helt ekstraordinært til for at få landsdækkende skulpturel omtale. Således, som samme Cronhammer også fik det i 2016, da to unge mennesker på tragisk vis omkom på hans gigantiske skulptur ”Elia” i Herning.
Jeg ønsker virkelig, at Ølgod forskånes for den slags omtale og i stedet får både lokal, regional og landsdækkende anerkendelse for en kunstnerisk interessant og varieret udstilling, der genre- materiale- og udtryksmæssigt lukker dørene op til mange skulpturelle rum.

På Dansk Billedhuggersamfunds og de udstillende kunstneres vegne vil jeg gerne rette en varm tak til alle, der har arbejdet for og muliggjort denne ottende skulpturbiennale i Ølgod – sponsorer, ildsjæle, samarbejdspartnere og især Rigmor Bek Pedersen, Henrik Voldmester, Stinne Teglhus og Knud Otto Nielsen.
Som I kan se, har jeg desværre ikke kunnet give en hånd med, ej heller nu, hvor jeg vil bede jer alle give arrangørerne en hånd og derved markere, at ”Langt fra centrum” i virkeligheden kan være både tæt på og særdeles nærværende.

  • Se udstillingens katalog HER.
  • Besøg Skulptur Ølgod på Facebook og se flere billeder fra ferniseringen.

Søren Schaarup holder åbningstalen ved Søren Cips “Episode 2”. Til venstre ses Rigmor Bek Pedersen, Stinne Teglhus og Henrik Voldmester.

One Comment on “Ølgods eget kunstneriske centrum

  1. Pingback: Byens stolthed | Dansk Billedhuggersamfund