Venus i gips

Henning Elving har tidligere beskrevet, hvordan Kulturministeriet agter at flytte den store afstøbningssamling til et magasin i Brede, hvor den vil blive henvist til en upåagtet og langsom, men sikker død. Nu er også Georg Metz på banen. I dagbladet Information skriver han, at “Socialdemokratiet nu har en chance for at rette op på sit ry som kulturindifferent ved at redde afstøbningssamlingen”. Vi bringer hans debatindlæg her:

Af Georg Metz

Det fortaltes i skribentens barndom om en jævnaldrende, der af sine forældre fik forevist Venus af Milo med den besked, at man kommer til at se sådan ud, når man bider negle. Den pædagogiske belæring foregik ikke i Louvre, men i Statens Museum for Kunsts Kgl. Afstøbningssamling.

Siden flyttedes samlingen – verdens ældste og næststørste af arten – til C.F. Harsdorffs overdådige Vestindiske Pakhus fra 1780’erne, da den florissante periode kulminerede.

En passende ramme for afstøbningssamlingen, der rummer godt 2200 enkeltværker: statuer og figurgrupper, et utal af buster og relieffer fra oldtid til renæssance alt i jævnfør gipskopi. Samlingen har været nedsparet og lukket for offentligheden siden 2017 trods pæne besøgstal årene før med publikumsadgang.

De fleste mennesker har i sagens natur ringe mulighed for at se hovedparten af disse oprindelige værker, utilgængelige, som de er, eller i fjerne museer. Gengivelser på nettet er surrogat i forhold til den plastiske oplevelse af afstøbningerne.

Flere er imidlertid mere fuldstændige end originalerne, der i fri luft eller flyttet rundt på kan være gnavet af tidens tand. Også i den forstand rummer afstøbningssamlingen uvurderligheder.

Kulturministeriet har så vidt vides ikke taget stilling til samlingens videre skæbne. Formentlig tegner sig et politisk flertal for dens bevarelse. Men det er fortsat uklart, hvor afstøbningerne varigt skal være og hvordan. Et salg af Vestindisk Pakhus spøger. Placeringen lige ud i havnen en spytklat væk fra Amalienborg er fristende at omsætte til dyre ejerlejligheder eller til et firma ved muffen.

En chance for ministeren

Kulturministeren har ikke just brilleret i coronaens tid. Her har hun ellers en mulighed for at markere sig som andet og mere end heppekor på højkommerciel fodbold og kulturafvikler til fordel for betonsocialdemokratiske fikse ideer om statsstøttekunstnere jaget ud i forstæderne til rødgrød med fløde i spande.

En bevaring af samlingen i det gamle pakhus, hvori værkerne befinder sig så vel, er den mest nærliggende og forsvarlige, formentlig også billigste løsning. En af initiativtagerne til afstøbningssamlingens bevarelse, billedhugger Bjørn Nørgaard, anslår sagkyndigt prisen på flytning med nyindretning til omkring 100 millioner kr. Afstøbningerne fortrinsvis i gips er selvklart sårbare ved flytning.

Det hele et som sagt hensigtsmæssigt placeret i nuværende ramme og markerer ydermere kulturhistoriske linjer og akser i København fra teatret og Nationalmuseet over Kunstmuseet, Amalienborg, Frederiksstaden, Operaen og Flådens Leje. Ydermere med hjørnespark til landets historie fra den spæde nationalstat i slutningen af 1700-tallet til nutidens forstandige brug af gamle bygninger til andre offentlige formål end oprindeligt.

Vestindisk Pakhus, robust i formatet, kan lægge etager til et allerede foreslået dansk kolonimuseum med tilhørende uafhængigt og frugtbart forskermiljø.

Ved den blotte antydning af noget i den stil slingrer den eksede tandem af mærket Messerschmidt/Dahl derudad med klokken i bund. Så meget desto mere ihærdigt bør ideen virkeliggøres.

En genåbning af afstøbningssamlingen – skabt midt i den vildeste gründerperiode i 1895 på foranledning af kunsthistorikeren Julius Lange, finansieret af brygger Jacobsen – suppleret af et nyt museum for dansk oversøisk foretagsomhed kan blive et storslået nationalt projekt.

I museumsbutikken på toppen af det harsdorffske hus kan gæsterne erhverve deres egen Venus fra Milo til altanen. Museets restaurant med adgang til kongeværelset og udsigt over havnen til den nye ø og Sverige i det fjerne befæster en mageløs uudflyttet gevinst for den mishandlede hovedstad.

Historiefornægtende parti

Socialdemokratiet har her en chance for at rette en smule op på sit aktuelle ry som kulturindifferent og historiefornægtende. Det stolte gamle partis oprindeligt generøse, til tider dristigt visionære kulturpolitik ligner snart rindalisme på årets korteste dag.

Trofaste støtter af partiet udlagde længe Socialdemokratiets nu hyppigt demonstrerede populistiske fladpandethed som det frederiksenske regimes snedige strategi. Sådan og sådan udtrykte Dybvad, Tesfaye og Stoklund sig kun for at høvle DF ned i gulvbrædderne. Ren taktik. Siden er det gået op for trofaste tilhængere af det tolerante, frisindede og favnende parti – en nu undrende skare af frafaldne, hvis skepsis afsætter spor i vælgermålingerne – at toppen i Socialdemokratiet også mener det.

S er blevet synonymt med kultur i forsnævring og perspektiv, der ikke rækker videre end ledernes egne åbenlyse begrænsninger. Bekymret opposition mod den udvikling afvises planmæssigt som elitær højrøvethed med snablen i statskassen. Den sang bliver sunget op til valget, bid spids på det.

Her kunne man håbe, at partiet i erkendelse af afstøbningssamlingen og museumsideens fædrelandsberoende karakter kunne fristes til det storladne. Også i betragtning af, at den samling, der nu trues af hjemløshed og glemsel unægtelig, finansieredes af øl.

  • Læs Henning Elvings indlæg HER.