Carsten Fun Jensen er uddannet værktøjsmager og brandmand, men har samtidig forstået at forvandle sin fornemmelse for sten og metal til en autodidakt placering som skulptør af moderne slags.
Carstens arbejde med skulpturer falder i fire hovedområder. De første to er i bronze, som både omfatter nonfigurative såvel som meget klart aflæselige politiske skulpturer – han skabte bl.a Mandelas hånd, der er overdraget til den frie Sydafrikas første præsident Nelson Mandela. Dernæst er der arbejderne i sten, der omfatter både marmor og granit, og endelig er der keramik skulpturer, der gennem elektrolyse bliver overtrukket med metal, kobber og sølv.
Carsten Fun Jensen udtrykker det selv på den måde, at hans skulpturer udtrykker mere end sproget kan forklare. De er på en måde rene syns- og følelsesmæssige oplevelser, der så at sige rækker ud af selve sproget og ned i de inderste emotionelle indtryk, der dannes tidligt i livet. Hans skulpturer synes at træde ud af en abstrakt natur, vi både synes at kunne genkende, og som alligevel forsvinder lige før, man kan sætte navn og beskrivelse på tingene. Vi står overfor former, der snor, vrider og drejer sig, så det er en lyst og en glæde at prøve at føle liniernes spil i det blanke metal, der i sine fordybninger eller huller forvandles til oxyderende grønne og mørke felter, der som marker i vår stråler af begyndende liv. Vi oplever at se elementer af kvinde skikkelser fra den ene side for så fra den anden at tro, at det må være tale om en ukendt trævækst.
Carsten Fun Jensen arbejder professionelt håndværksmæssigt og kunstnerisk med udtryk, der trækker på en fin og krævende arv fra først og fremmest Jean Arp og dernæst Henry Moore tilsat et lille stænk Dali eller Reinhoud som krydderi ind i mellem. Hans skulpturer er gennemarbejdede ned til den mindste detalje og med en finish, der gør at man slet ikke kan lade være med at lade fingrene kærligt glide over metallet eller den glatslebne stenmasse. At opleve Carsten Jensens skulpturer er derfor ikke kun en lystrejse for øjet, men i lige så høj grad en nydelse for følesansen.
/Erik Meistrup
KONTAKT:
Mobil: (45) 21791588
Mail: funand@funand.dk
Web: www.verket.dk